Oplæg mediekonference 6. september 2017
Christiansborg
Af Lars Christensen, ph.d. i historie
Censur og selvcensur gennem tiden
I Grundloven står der i § 77: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” Den paragraf står stort set uændret fra den første grundlov i 1849, og så skulle der jo ikke være mere at sige om det. Men det er der som bekendt.
Det trykte ord har altid været et tveægget sværd for magthaverne. På den ene side har man brug for at få love og forordninger udbredt og for at få trykt for eksempel skolebøger. På den anden side kan det trykte ord bruges til at udbrede kritik af magthaverne til brede kredse, en kritik som måske endda ender i oprør.
Det var bogtrykkerkunsten kombineret med opfindelsen af det relativt billige papir, der gjorde det hele så besværligt for magthaverne. Før det kunne man nemt kontrollere, hvad nogle få skrivekyndige sad og skrev ned i hånden på pergament. Med trykkerierne og papiret blev det uhyre nemt at producere bøger, pamfletter og flyveblade i store mængder billigt. Det gjorde det meget svært at opretholde censur.
Det hindrede naturligvis ikke staten i at forsøge. Da Danmark blev enevældigt i 1660, var det kongen meget om at gøre, at der blev fuldstændig kontrol med alt, der blev trykt. Som enevældig var kongens magt givet af Gud, og enhver kritik af styret var derfor ikke kun majestætsfornærmelse, men en forbrydelse mod Gud. Derfor indførte Danske Lov af 1683, at ”Ingen, hvo det og være kan, må noget lade trykke, førend det tilforn i Kongens Universitet i København er igennemset og påkendt af dekanen i det fakultet, som emnet hører til”. Dvs. at alt, der blev trykt, skulle under censur og godkendes af universitetet og i sidste ende af kongen.
Det gik nogenlunde med at håndhæve det, indtil oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet. Årsagen var naturligvis ikke mindst, at ingen skrev noget, som man vidste ikke ville blive godkendt og som kunne bringe en i unåde hos kongen. Ludvig Holberg bevægede sig flere gange på kanten med sin kun let skjulte samfundskritik. Med oplysningstiden blev det nærmest en borgerpligt at deltage i debatten, og enevælden løsnede ventilen ved at tillade, at borgerne kom med forslag til fremme af for eksempel landbrug og handel. Det var jo egentlig også en kritik af det bestående – det er enhver forandring jo – men styret havde brug for debatten. Aviser skød op både i København og i provinsen – Berlingske og flere af Stiftstidenderne stammer fra den tid.
Da Struensee i 1770 reelt overtog styret af landet for den syge Christian 7., var en af de mange reformer en indførelse af trykkefriheden. Men her ramte det tveæggede sværd for alvor: Struensee regnede med, at folk ville bruge friheden til at hylde Struensees reformer, men i stedet brugte mange den til at svine Struensee til og udstille hans forhold til dronning Caroline Mathilde i en grad, som ville gøre Se og Hør misundelig.
Struensees magtperiode blev kort, 16 måneder, så blev han et hoved kortere. Men ånden var sluppet ud af flasken, og der var i de følgende år en vis frihed til at udtrykke sine meninger. I 1790’erne blev grebet imidlertid strammet igen. Den franske revolution inspirerede en del i det københavnske borgerskab til at se kritisk på enevælden som styreform, og kronprins Frederik, der regerede for sin syge far, ville ikke tillade det, han kaldte skrivefrækheden. I 1799 skrev han: ”Til skurvede hoveder må handling. Ingen eftergivenhed må finde sted mod sådanne. Hvortil det smøreri i en stat, hvor enhver kan få ret, og enhver finder vejen til kongen åben.” Trykkefrihedsforordningen af 1799 var falsk varebetegnelse. Den strammede grebet ekstremt. Godt nok var der ikke egentlig censur, men alt blev nidkært undersøgt af politimestrene, og der var tvangsarbejde, landsforvisning eller dødsstraf til dem, der ikke makkede ret.
Dødsstraffen blev aldrig anvendt, men flere af landets lyseste hoveder blev jaget ud af landet, som P.A. Heiberg og Malthe Conrad Bruun. I 1829 blev doktor Dampe først dømt til døden, men benådet til fængsel på Christiansø for at arbejde for en fri forfatning. Det hårde tryk dæmpede debatniveauet og -lysten i Danmark. Selvcensuren gjorde, at de hårde straffe sjældent kom i brug, men især politimesteren i København vogtede nidkært over alt, som kom på tryk.
I 1830’erne kom der imidlertid grøde i borgerskabets holdninger igen, hvilket førte frem til Grundloven med den paragraf, jeg nævnte før. I 1851 blev det yderligere slået fast, at det var redaktøren, der for eksempel var ansvarlig for, hvad der kom på tryk i en avis. ”Den ansvarshavende redaktør” kalder man det stadig, selv på små foreningsblade.
Censuren var altså i princippet endegyldigt væk, og i den store politiske strid, kaldet forfatningskampen, i den sidste del af 1800-tallet udfoldede den politiske debat sig meget frit. Det blev hjulpet på vej af de mange nye aviser, næsten alle med et tæt tilknytningsforhold til et af partierne, Venstre, Højre, Socialdemokratiet og fra 1905 Det Radikale Venstre. Hver by sin avis til sit parti. Her var tonen rå og brutal, også i en grad, så politikere selv i dag ville synes, det var lige i overkanten.
Til gengæld var der, når det kom til udenrigspolitik, en vis grad af selvcensur. Nederlaget i 1864 efterlod Danmark som et lille, udsat land. Man frygtede, at den næste krig ville blive den sidste for Danmark som selvstændigt land – og det var Tyskland, der var fjenden. Derfor gik man ofte på listesko, især når det kom til at dække spørgsmålet om Sønderjylland.
Da første verdenskrig brød ud i august 1914 var det første, den radikale regering gjorde, at indkalde pressen til møde. Her blev det indskærpet af udenrigsminister Erik Scavenius, at man ikke burde fortælle om troppeforskydninger, om fremmede krigsskibe i danske farvande, og at man skulle være forsigtig med at omtale de krigsførende parter. Alt sammen for ikke at bringe den strenge danske neutralitet i fare. Pressen tilsluttede sig denne selvcensur.
Imidlertid var der flere aviser, især konservative, der havde svært ved at lade være med at omtale forhold i Sønderjylland, og den tyske gesandt i Danmark klagede til Scavenius. Han havde kun foragt til overs for al den nationale snak om Sønderjylland, der ikke hørte hjemme i et radikalt univers. Så i 1915 fik Scavenius indført en lov, der gjorde det strafbart at komme med ”udtalelser, der er egnede til i ind- eller udland at vække tvivl om, at den danske stats anliggender varetages med den upartiskhed, som en ubetinget og ligelig holdning over for de krigsførende magter kræver.” Altså en form for censur, pakket ind i pæne ord.
Med første verdenskrigs afslutning kunne man igen i høj grad skrive, hvad man ville, og fra midten af 20’erne endda sige det i radioen. Det ændrede sig radikalt i 1933, da Hitler kom til magten. Fra begyndelsen stod det klart, at nazisternes regime var noget nyt og truende. Atter blev redaktørerne indkaldt til møder i udenrigsministeriet, udenrigsministeren var igen radikal, P. Munch, men budskabet var det samme som i 1914: en opfordring til at være meget forsigtig med kritik af Tyskland og ikke mindst af det tyske mindretal i Sønderjylland.
Igen bøjede redaktørerne sig formelt, men i løbet af 1930’erne blev det til mange møder, hvor pressen fik henstillinger om at udøve selvcensur, og tyskerne klagede mange gange over den danske presse. De kunne ikke forstå, at regeringsaviser som Social-Demokraten og Politiken ikke kunne styres af regeringen, og de kunne heller ikke forstå, at borgerlige aviser var kritisk over for et antisocialistisk styre som det nazistiske. Noget andet er så, at flere borgerlige aviser og skribenter var rigeligt positive over for Tyskland – uden at være presset til det. Og på bundlinjen står, at den danske presse, ligesom regeringen, gjorde hvad den kunne for ikke at genere endsige provokere tyskerne. Da krigen brød ud i september 1939, fandt P. Munch de gamle regler fra 1914 frem af skuffen – og igen accepterede pressen den statsligt pålagte selvcensur.
Selvcensuren hjalp som bekendt intet. Den 9. april 1940 blev Danmark besat. Da Danmark på papiret stadig var en selvstændig stat, var pressen også på papiret stadig fri. Men lige som med resten af selvstændigheden, var det en illusion. Allerede den 9. april om eftermiddagen fik redaktørerne at vide, at tyskerne ikke ville gribe direkte ind i avisernes indhold. Den sag var overladt til Udenrigsministeriets Pressebureau. Et særligt pressenævn skulle dømme i sager om overtrædelse af reglerne, med bøde og i strenge tilfælde fængsel. Men alt sammen inden for dansk lov.
Men det gik med pressen som med resten af samarbejdspolitikken. Det blev en glidebane, hvor bid for bid blev ædt af friheden og selvstændigheden. Flere journalister blev presset ud af deres job, og der blev grebet ind over for de mindste ting. Noget der bare antydede kritik af Tyskland eller at Tyskland kunne gå hen og tabe krigen, blev der sat ind over for. Ind imellem udartede det til det groteske. For eksempel blev det forbudt at skrive, at man i de strenge krigsvintre fodrede Dyrehavens fugle med brød. For det måtte ikke komme frem, at der var overskud af brød i Danmark, mens det tyske folk levede på sultegrænsen. Desuden: hvis der var korn nok til at fodre fuglene, kunne danskerne vel nok levere noget mere korn til den tyske krigsmaskine? Så altså: omtale af andefodring forbudt. Censur og selvcensur er besværligt.
Da samarbejdspolitikken brød sammen den 29. august 1943, brød ordningen med pressen også sammen. Den rigsbefuldmægtigede Werner Best samlede repræsentanter for pressen den 29. august om eftermiddagen og kom med følgende venlige opsang: ”I dag må jeg fastslå, at pressen i forfærdende omfang er skyld i den udvikling, der er indtrådt. I dette latterlige lille land har pressen i befolkningen indpodet den opfattelse, at Tyskland skulle være svagt. Man har ment at kunne byde os alt fra bomber til gift. Kvitteringen har De fået i nat. Pressen vil komme under skarp censur.”
De rystede redaktører måtte konstatere, at sådan var det. Censuren blev ironisk nok styret fra Hotel Kongen af Danmark, og det blev nærmest umuligt at give et retvisende billede i aviserne. Tilmed blev pressen inddraget i krigens terror. Flere redaktører blev udsat for attentater og bladhuse blev sprængt i luften. Men avisen skal ud: Da Fyens Stiftstidendes bladhus blev bombesprængt den 26. maj 1944, gik de tre andre aviser i Odense sammen om at sørge for, at Fyens Stiftstidende udkom samme eftermiddag. Men nok så meget selvcensur sikrede ingen fra krigens terror.
Erfaringerne under krigen gjorde, at alle var enige om, at censur ingensinde måtte indføres igen, som der står i grundloven. Og faktisk blev efterkrigstiden, Den Kolde Krig, en tid med meget højt til loftet. Man kunne sige lige ud, at fjenden var Sovjetunionen, selvom dens vasalstater, Polen og DDR, var lige på den anden side af Østersøen, og Sovjet i sandhed var et ondskabens imperium, som præsident Reagan sagde. Det stod i stærk modsætning til 1930’erne eller før 1. verdenskrig, hvor man i det neutrale Danmark ikke turde sige det indlysende, nemlig at Tyskland var fjenden. Her hjalp NATO-alliancen så at sige ytringsfriheden. Omvendt kunne man også under den kolde krige åbenlyst gå fjendens, det vil sige Sovjetunionens, ærinde i aviserne eller på Folketingets talerstol. Man kunne viderebringe fake news, som man blev fodret med af KGB. Det excellerede både politikere og journalister i som såkaldte påvirkningsagenter. Man kunne prædike væbnet revolution, indtil det punkt, hvor man som Blekingegadebanden prøvede at gøre alvor af det. Man kunne sætte spørgsmålstegn ved alt og kritisere alt – ja man kunne sågar tegne alt. Fra min ungdom husker jeg en tegneserie af den franske tegner Gotlib, hvor Jesus var fremstillet som konstant liderlig og hvad deraf følger. Det synes jeg som nykonfirmeret knægt fra landet var noget grænseoverskridende og blasfemisk, men ingen forbød det, og ingen kristne fundamentalister brændte den franske ambassade af af den grund eller forlangte, at præsident Mitterand skulle censurere tegneren.
Det ændrede sig med Muhammedkrisen. Det er vist ikke nødvendigt at gennemgå den her, men det er et faktum, at det stålsatte forsvar, som Danmark i første omgang satte op omkring ytringsfriheden, hurtigt smuldrede og efter min mening er fortsat med at gøre det lige siden. Dog vil jeg lige nævne parallellen med 1930’erne, hvor det nazistiske styre som bekendt ikke kunne forstå, at den danske regering ikke kunne standse kritik af Tyskland. Præcis det samme oplevede den danske regering under Muhammedkrisen, at de muslimske magthavere i Mellemøsten ikke kunne forstå. Men ligesom i 1930’erne var lovindgreb ikke nødvendige. Selvcensuren krøb ind af sig selv. Da satiremagasinet Charlie Hebdo i 2015 blev angrebet, og 13 mennesker blev dræbt, undskyldte Jyllands-Posten op og ned ad vægge og stolper for, hvorfor de ikke i solidaritet genoptrykte tegningerne. Sådan som Charlie Hebdo havde gjort tidligere. Og der er en evig debat om, at vi jo naturligvis har ytringsfrihed, men… Og så kommer alle forbeholdene og de dårlige undskyldninger. Og jeg er bange for, det kun bliver værre.
Som det er fremgået, er censur og selvcensur absolut ikke noget nyt. Men det er sigende, at der var mindst selvcensur under Den Kolde Krig, hvor fjenden stod lige uden for døren, på den anden side af Østersøen. Efter min mening er det forstemmende, at vi nu er i den samme situation som i 1930’erne: af frygt for en totalitær ideologi, dengang nazismen, nu den radikale islamisme, udøver vi udstrakt selvcensur. Det er ikke det, der er meningen med § 77 i Grundloven.